Ved intensivkrævende kritisk sygdom udvikles ikke sjældent nyresvigt. Nyresvigt kan medføre følgende ændringer i kroppen:

Væskeophobning: Det primære problem er, at denne væske kan bidrage til lungeødem med forværring af respirationsinsufficiensen og dermed forlænge behovet for respiratorbehandling.

Nedsat rensning af blodets affaldsstoffer: Følges ved daglige målinger af kreatinin og karbamid i blodet.

Hyperkaliæmi: Ophobning af kalium i kroppen kan i værste fald give rytmeforstyrrelser og hjertestop.

Acidose (lav pH i blodet): Den manglende evne til at udskille syre i urinen vil få surhedsgraden i blodet til at stige sv.t. et fald i blodets pH. Dermed øges det respiratoriske arbejde, der er nødvendigt for at holde pH i normalområdet. Dette er ligeledes uhensigtsmæssigt i forbindelse med respirationsinsufficiens.

Akut nyresvigt opstået ved kritisk sygdom er ofte reversibelt over de kommende dage og uger. Medicinsk behandling er primært væske eller vanddrivende afhængig af udløsende årsag. Dialyse kan dog være nødvendig, hvis ovenstående ændringer belaster vejrtrækningen og hjertet. Dialyse udføres oftest kontinuerligt via et apparat, der køres ind på hjul ved siden af patientens seng og kræver anlæggelse af et dialysekateter. Et dialysekateter svarer på mange punkter til et centralt venøst kateter (CVK), men må ikke bruges til indgift af medicin og væske. En af de hyppigste bivirkninger til dialyse er blodtryksfald, hvorfor kredsløbsunderstøttende behandling med noradrenalin kan være nødvendig.

Dialyse af akut kritisk syge er en højt specialiseret intensiv opgave og dækkes derfor ikke yderligere her.